Sundhed

Niksen er et nyt modefænomen, der tager verden med storm - sådan efterlever du det

Arkivfoto: Det er gavnligt at lukke af for de bevidste tanker og lave ingenting. På hollandsk hedder det 'niksen'.

Ordet stammer fra Holland og kan - hvis man efterlever det - være med til at forebygge stress.

Evnen til at lave ingenting.

Sådan kan det hollandske ord niksen kort beskrives.

Begrebet er det nyeste skud på stammen af modeord, som internationale livsstilsmagasiner og medier har taget til sig fra de nordeuropæiske lande.

Hen over sommeren har både Vogue, Time Magazine, Huffington Post og Women's Health skrevet om udtrykket, som skal gøre op med stress og jag i hverdagen.

Dermed ender niksen i kategori med det danske ord hygge, som siden 2015 har udviklet sig til et helt kulturfænomen i England, og svenske lagom, som kan oversættes til at gøre "alting med måde".

Nederst i artiklen får du gode råd til, hvordan du efterlever niksen.

Ordet 'niksen'

Der er også et ord i det danske sprog, som hedder ’niksen’.

Det dækker dog ikke over det samme, som det hollandske ord i artiklen.

sproget.dk står der om ’niksen’:

Dannet af udråbsordet niks.

Ordet bruges for at afvise noget kategorisk.

Vi har aflært at lave ingenting

Hvor hygge handler om stearinlys, varme tæpper og det at skabe en rar og tryg atmosfære, så handler niksen om helt at undgå at være produktiv.

- Når du nikser, tillader du dig selv bare at være: Du lytter ikke til dine tanker, og du bekymrer dig ikke om tidsfrister eller bundlinjer, skriver Huffington Post, som beskriver begrebet som en sindstilstand mere end en livsstil.

Niksen adskiller sig dog fra mindfulness eller meditation ved at fokusere mere på en fri ubevidst tankestrøm end enkelte tanker.

I sin hollandske betydning har ordet været associeret med dovenskab, men faktisk er det positivt at "lave ingenting" engang imellem, fortæller stresscoach Bjarne Toftegård.

- At slappe af og lave ingenting kan på et ubevidst niveau føles som at spilde tiden, og det er der mange, der ikke synes, at de kan tillade sig. Det er vigtigt at lære at lave noget unyttigt, fordi vi lever et presset liv, siger han.

Faktisk har de fleste helt aflært at lave ingenting, fordi vores kultur i høj grad handler om at præstere - både i vores arbejds- og privatliv.

Niksen afhjælper stress

I Danmark oplever hver ottende voksne ofte at føle sig stresset, så Bjarne Toftegård er positivt stemt overfor, hvis et begreb som niksen kan udfordre den stressfremmende kultur, vi har.

- Det virker som restitution for hjernen, og det er særligt vigtigt, hvis man føler sig stresset, siger han.

Niksen kan dermed både give bedre livskvalitet og øge ens kreativitet, fordi hjernen, selvom man ikke tænker over det, arbejder.

Men hvordan gør man det helt præcist?

Det er ikke helt så nemt at svare på, og det kan kræve lidt træning, forklarer Bjarne Toftegård.

- Vi har ikke en hel masse bevidste tanker, som vi har svært ved at lukke ned for, men det er i bund og grund det, vi skal. Man skal miste tidsfornemmelsen og komme i en flow-tilstand, hvor man bare er, siger han.

Se hans råd herunder:

Sådan efterlever du 'niksen' og laver ingenting

  1. Gør noget af ren lyst

    Arkivfoto.

    Man kan forstå "at gøre ingenting" helt bogstaveligt og bare sidde og kigge ud af et vindue, men det kan også være en aktivitet, som man kan gøre "automatiseret" og uden at skulle forholde sig til det. 

    Det kan eksempelvis være at strikke, gå en tur eller en anden hobby, som er fuldstændig styret af lyst.

  2. Fjern ydre støj

    Arkivfoto.

    Hvis man konstant bliver forstyrret eller tænker på, hvad der sker i den virtuelle verden, så kan man ikke nikse. Så computer og smartphone skal gemmes væk en gang imellem.

  3. Læg problemerne væk et øjeblik

    Arkivfoto.

    Er der noget, du er nødt til at tage en beslutning om? Noget, der nager dig? Eller måske en stor opgave, du skal løse?

    Selvom der er vigtige ting at se til, så behøver det ikke holde dig fra at tage en pause og lave ingenting. Hjernen arbejder nemlig videre med løsninger imens, og det kan efterfølgende give et større klarsyn.

    - Hjernen kommer med en løsning, når den er klar med det. Når man laver ingenting, giver man hjernen ro til at arbejde med det, siger Bjarne Toftegård. 

  4. Sæt tid af til det

    Arkivfoto.

    Brug noget tid hver dag, hvor niksen er førsteprioritet. På den måde kan man øve sig i det og blive bedre og bedre til at lukke af for tankerne om at præstere.

Kilde: Bjarne Toftegård, stresscoach.