GO'

Drak 600 æg udvundet af afføring - nu har han seks års jubilæum med sine orme

Peter Nejsum er langtfra den eneste videnskabsmand, der har lagt krop til egne forsøg. Se nogle af de vildeste eksempler nederst i artiklen.

I 2013 tog Peter Nejsum et lille shot.

Ikke snaps eller bitter, men et æggeshot – i ordets bogstaveligste forstand.

Han drak nemlig 600 piskeormsæg, som han havde udvundet fra en ugandisk børnelort.

Peter Nejsum er professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og forsker i parasitinfektioner – og det var for hans forsknings skyld, at han lod 600 orm tage hjem i hans krop.

- Der er noget etisk i det. Man kan lettere forsvare at gøre noget ved sig selv end ved andre, siger han i ’Go’ morgen Danmark’.

Peter Nejsum har tre gange inficeret sig selv med orm.

Halv milliard smittede

Piskeorm er en parasit, der lever i tarmene på mennesker. Larverne vokser sig store i varm og fugtig jord, og derfor findes de især i tropiske egne i Afrika og Østasien.

Piskeorm

Piskeorm er en parasit, der lever i tyktarmen.

Symptomerne på piskeorm kan være opkast, diarré og vægttab

Piskeorme er hvide, kan blive op til syv centimeter lange og har fået deres navn, fordi de er formet som en pisk.

Næsten en halv milliard mennesker er inficeret med ormen på verdensplan.

Er man inficeret, kommer æggene ud gennem afføringen. De kan dog først smitte andre, når de har ligget i to til fire uger i varm og fugtig jord, og derfor smitter de ikke direkte fra menneske til menneske.

Kilde: Sundhed.dk

Næsten en halv milliard børn og voksne er smittet med parasitten, som kan give blodig diarré og føre til store vægttab.

Piskeorm har fået deres navn, fordi de tilnærmelsesvis kan ligne en pisk.

Alligevel vidste man ikke meget om ormene, da Peter Nejsum i 2013 besluttede sig for at lægge krop til et forsøg med dem.

Han ville gerne finde ud af, hvor lang tid der går, fra man får ormen, til man kan diagnosticere det ved at finde æg i afføringen og ikke mindst, hvor længe ormene lever.

De ting kunne han bedst finde ud af ved at stille sin egen tyktarm til rådighed.

- I Uganda går de rundt i et miljø, hvor de kan blive smittet hele tiden, så hvis man finder en infektion, er det ikke til at sige, om den er ny eller gammel, siger han.

Herhjemme er der normalt ikke piskeorm, og derfor var det muligt at vide, præcis hvornår Peter Nejrum fik infektionen.

Piskeormsæg er så små, at de ikke kan ses med det blotte øje. Gennem et mikroskop ser de således ud.

Mærker ikke længere til dem

Piskeormene i Peter Nejsums krop gav svar på det ene af de spørgsmål, han håbede.

Efter 14 uger kunne de første æg ses i hans afføring, og han havde dermed fundet frem til, at det tog den tid for ormene at klække, vokse sig kønsmodne og begynde at lægge æg.

Hvor længe ormene kan leve i en menneskekrop, venter han dog stadig på svar på.

For nylig kunne Peter Nejsum og hans piskeorm nemlig fejre seksårsjubilæum i hinandens selskab.

Bilede fra indersiden af Peter Nejsums tarm. De hvide streger er piskeorm.

Indtil videre lever de i bedste velgående, og kun en enkelt gang har han mærket noget til sine indvortes følgesvende.

- I begyndelsen fik jeg ubehag i maven, fordi jeg havde fået for mange orm, siger han.

Derfor tog han en mild ormekur, der slog de fleste af dem ihjel. I løbet af de næste uger fandt han 422 døde piskeorme i sin afføring.

Der er også nogle etiske overvejelser – for eksempel om der er risiko for at smitte andre

Peter Nejsum, professor

Præcis hvor mange orme der stadig bor i hans tarme, ved Peter Nejsum ikke. Han regner dog med, at det er omkring 100.

Ville gøre det igen

Ormene, der lige for tiden har fået lov at bo i Peter Nejsums krop, er ikke de første, han har givet plads til.

I 2011 inficerede han sig selv med piskeorm fra en gris for at se, om det kunne have en positiv effekt på hans psoriasis, og han har også tidligere ladet menneske-piskeorm leve i ham i fire måneder.

For at finde ud af, hvor længe de kan leve, har han dog besluttet sig for at lade de nu seksårige orme leve, så længe de kan.

Og når det forsøg er slut, er han villig til at gøre det igen, hvis hans forskning kræver det.

- Det er slet ikke utænkeligt.

Det er dog ikke hvad som helst, han er villig til at lade sig inficere med.

- Der er også nogle etiske overvejelser – for eksempel om der er risiko for at smitte andre. Selvom det ville være interessant at lave et lignende studie med børneorm, ville jeg ikke gøre det. Det er for smitsomt, siger Peter Nejsum.

Peter Nejsum er langtfra den første videnskabsmand, der har brugt sig selv i videnskabens navn. Læs om nogle af de vildeste eksempler herunder.

Fire vilde selveksperimenter i videnskabens tjeneste

  1. Udsatte sig selv for 46 G

    Billeder taget under John Paul Stapps højhastighedsundersøgelser.

    Den engelske oberst John Paul Stapp blev i 1954 verdens hurtigste mand, da han ville undersøge G-påvirkningens betydning.

    Ved hjælp af jetmotorer, en tom landingsbane og en slæde, han spændte sig selv fast på, lod han sig affyre med mere end 1000 kilometer i timen. Når han nåede sin makshastighed bremsede han på få sekunder, og på den måde blev han udsat for 46 G. Til sammenligning har Tivolis Vertigo-forlystelse en G-påvirkning på 5.

    John Paul Stapps udførte forsøget 29 gange, og mens det enkelte gange gik godt, fik han også voldsomme skader. Han fik blødninger i øjnene, brækkede ribben og fik permanent dårlig balanceevne. Til gengæld beviste han også, at man hurtigt kunne komme sig over nogle af konsekvenserne som for eksempel sammenklappede lunger.

  2. Førte kateter ind i sit hjerte

    Efter sit vellykkede forsøg fik Werner Forßmann taget dette røntgenbillede, hvor man kan se kateteret gå fra armen og ind i hjertet.

    Den tyske læge Werner Forßmann skrev i 1929 verdenshistorie, da han som den første nogensinde førte et kateter ind i et menneskehjerte – og så endda sit eget.

    I 1920’erne turde lægevidenskaben ikke rigtigt at røre ved hjertet, men den 25-årige Werner Forßmann, som havde set billeder af, hvordan kan kunne føre et kateter ind i hjertet på en ko, var overbevist om, at det også kunne lade sig gøre på et menneske.

    Hans chef ville ikke give ham lov til at afprøve det i praksis, men han besluttede sig for at gøre det alligevel. Han allierede sig med en sygeplejerske, som troede, at hun skulle være forsøgsperson og gå over i historien, men da han først havde spændt hende fast på operationsbordet, udførte han i stedet indgrebet på sig selv.

    Forßmann blev fyret for at have brudt hospitalets regler, men 27 år senere fik han sammen med to amerikanere, der videreudviklede teknikken, Nobelprisen i medicin.

  3. Gav sig selv gul feber

    Jesse William Lazear måtte smitte sig selv to gange, før han blev ramt af gul feber.

    Allerede i begyndelsen af 1800-tallet havde en læge efter utallige forsøg konkluderet, at den livsfarlige gule feber ikke smitter fra menneske til menneske. 100 år senere havde man dog stadig ikke fundet ud af, hvordan man så blev smittet med virussen.

    Sammen med tre andre læger blev den amerikanske læge Jesse William Lazear sendt til Cuba i 1900 for at undersøge en gul feber-epidemi. Mistanken gik mod myg, og derfor fik lægerne en myg til at suge blod fra en smittet patient for derefter at lade den stikke dem. I første omgang var det kun en af dem, der blev smittet, og da han blev rask igen, lod Lazear sig stikke en gang til.

    12 dage senere døde han af gul feber, og hans kolleger kunne dermed konkludere, at det var myg, der var smittebærere af den gule feber.

  4. Smagte på diabetespatienters urin

    Thomas Willis var Englands rigeste læge i midten af 1600-tallet.

    Diabetes har fandtes siden oldtiden, og selvom de tidligste læger opdagede, at urinen fra diabetespatienter tiltrak fluer og myrer og derfor måtte være sød, var det viden, der gik i glemmebogen, indtil den engelske læge Thomas Willis i 1676 fik en diabetespatient ind i sin praksis.

    Patienten tissede syv liter væske om dagen, hvilket er noget mere end det normale på omkring 1,5 til 2 liter. Willis undersøgte derfor mandens urin, og angiveligt mente han ikke, at det var nok at kigge på farve, lugt og konsistens.

    I tillæg tog han også smagsløgene i brug og drak patientens urin. Efterfølgende beskrev han smagen som ”vidunderligt sød, som var der blandet honning i”.

    Først 100 år senere fandt en anden britisk læge ud af, at den søde smag skyldtes sukker, men alligevel anses Thomas Willis og hans smagfulde undersøgelse som afgørende for forståelsen af sygdommen.

Kilde: Lasse Romer Olsen og hans bog ’I embeds medfør – medicinske selveksperimenter gennem tiden’.

Hør hele Peter Nejrums historie i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.