Forstyrret 16 gange på en nat - gymnasieelever går i seng med smartphonen

En tredjedel af danske unge under 25 tjekker telefonen hver nat. Og det kan have store konsekvenser for søvnen.

17-årige Johan Stubkjær Djursner slukker lyset, trækker dynen op og lukker øjnene.

Efter mindre end ti minutter kommer det første livstegn fra telefonen ved siden af ham. Et bip. Et blåt lys.

I alt 16 gange blinker telefonen i løbet af natten i et eksperiment, som TV 2 har lavet, og som du kan se i toppen af artiklen. Og hvert blink kan resultere i en ødelagt søvn.

Store konsekvenser for nattesøvnen

En af de helt store søvnrøvere er mobiltelefonen, som mange af os har liggende inden for rækkevidde, når vi går i seng. Særligt unge mellem 16 og 25 år har svært ved at lægge telefonen fra sig efter sengetid.

Det fortæller Naja Hulvej Rod, der er professor på Københavns Universitet og forskningsleder på et større projekt om søvn og smartphones.

- Hos de unge er det en tredjedel, der bruger telefonen, efter de har slukket lyset og lagt sig til at sove, siger hun.

Den afbrudte nattesøvn har konsekvenser, fortæller Naja Hulvej Rod.

- De, der bruger telefonen om natten, scorer markant højere på stress, har dårligere selvvurderet helbred og lider mere af hovedpine, siger hun.

Telefonen skal være der

17-årige Johan Stubkjær Djursner går i 1.F på Roskilde Katedralskole, og hver nat ligger hans telefon til opladning på bordet ved siden af hans seng.

- Sådan har det altid været. Siden jeg fik en telefon, har den ligget der. Når jeg står op, er telefonen det første, jeg ser, siger han.

Selvom Johan ikke mærker, at han vågner, når telefonen lyser op, så har det betydning for hans søvn. Det har han tænkt over, efter han har ført videodagbog om sin søvn.
Selvom Johan ikke mærker, at han vågner, når telefonen lyser op, så har det betydning for hans søvn. Det har han tænkt over, efter han har ført videodagbog om sin søvn. Foto: TV 2

Han har, ligesom mange af os andre, altid telefonen på sig. Det eneste tidspunkt, han ikke har den, er på arbejde - for der bliver han fyret, hvis den er fremme. Derfor ligger den i et skab.

- Der er en konsekvens, og så tør jeg ikke bruge den. Det er næsten ubehageligt, at det er det eneste tidspunkt, den er væk. Det er jo ikke, fordi jeg skal bruge den hele tiden, siger han.

square to 16x9

Den dybe søvn bliver forstyrret

Når vi sover, er det i cyklusser af cirka 90 minutter af gangen, hvor vi går fra at være vågne til at være i dyb søvn. Det er i den dybe søvn, som vi når efter cirka tyve minutter, at vi restituerer både fysisk og mentalt.

At telefonen på Johan Stubkjær Djursners natbord lyser op 16 gange, kan påvirke hans mængde af dyb søvn.

- Han starter forfra i processen. Der er sandsynligvis mindre dyb søvn og flere mikroopvågninger, siger Naja Hulvej Rod.

square to 16x9

Hun fortæller, at det at blive vækket mange gange ”lynhurtigt har konsekvenser for kroppen”. Det er derfor, der forskes i det.

- Vi skal undersøge det – hvilke konsekvenser har det, at en hel generation er udsat for det? spørger hun.

Soveværelset skal beskyttes

Det vækker lidt bekymring hos Johan Stubkjær Djursner, at hans lysende telefon kan forstyrre - også selv om han ikke vågner hver gang.

- Det er lidt skræmmende, at hvis en anden ikke kan sove og skriver, så forstyrrer det min søvn. Det at jeg måske får mindre dyb søvn, kunne godt forklare, hvorfor fjerde modul føles så langt, siger han.

For Naja Hulvej Rod skal søvnprojektet ikke være en skræmmekampagne mod telefonerne.

- Det handler ikke om at skabe en digital forskrækkelse. Men det rum, hvor vi sover, skal vi beskytte, siger hun.

Tre digitale søvnråd

Jo længere væk telefonen er, jo bedre

Der er markant forskel, allerede hvis man flytter telefonen fra hovedpuden til natbordet eller et andet sted i rummet. Hvis den er helt uden for soveværelset, er det endnu bedre.

Sæt telefonen på flytilstand

Det forhindrer, at du får sms'er, opkald og notifikationer fra apps.

Reguler lyset, så det ikke er blåt

De fleste smartphones har en nattilstand, så skærmlyset er tilpasset mørket. Det gør det nemmere at sove.