GO'

Manglede desperat en nyre – hjælpen kom fra uventet kant

Henrik Harding Nielsen har valgt at donere en af sine nyrer til en kollega. Han spekulerer ikke på, at han i fremtiden selv kan få brug for den.

- Hvis du ikke kan finde andre, kan du få en af mine. Det er ikke noget problem.

Den melding kom Henrik Harding Nielsen en dag med hen over frokostbordet på arbejdet.

Umiddelbart kunne det lyde som en banal venlighed om at dele den sidste skive rugbrød, men i virkeligheden lå der en langt større gestus bag.

For Henrik Harding Nielsens ord handlede ikke om mad. De handlede om hans nyrer.

- Jeg har jo to, og jeg skal bare bruge én. En reservedel, der virker, kan man lige så godt dele videre, forklarer den 47-årige hejsmontør i 'Go’ morgen Danmark'.

Og den holdning vækkede i den grad glæde hos kollegaen Brian Andersen, som stod på ventelisten til en nyre.

- Jeg kunne ikke få armene ned. Det er en utrolig omvæltning i mit liv, fortæller han.

På sygehuset tre gange om ugen

Brian Andersen har levet med en nyresygdom de seneste 15 år.

De første mange år gik det ikke nævneværdigt ud over hans liv, men i sommer accelererede sygdommen.

- Det gik pludselig stærkt. Min nyrefunktion gik fra omkring 30 procent til seks procent. Jeg kunne ikke gøre noget, jeg kunne bare se passivt til.

Med den formindskede nyrefunktion og den medfølgende ophobning af affaldsstoffer i blodet fulgte utilpashed, kløe, hævede ben og træthed.

Henrik Harding Nielsen (tv.) og Brian Andersen har besluttet sig for at få hver deres tatovering, når nyretransplantationen er veloverstået.

Derfor er Brian Andersen nu nødt til at få dialyse, hvor hans blod bliver renset, tre gange om ugen.

Det har betydet, at han kun kan arbejde tre dage hver uge, og det var det, der fik hans kollega til at komme med sit tilbud.

- Jeg kunne jo se, hvordan det er blevet værre og værre og værre, så selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe, siger Henrik Harding Nielsen.

Troede ikke på det

Henrik Harding Nielsen og Brian Andersen har arbejdet sammen i seks år. Brian Andersen som lager- og logistikmedarbejder, Henrik Harding Nielsen som udkørende hejsemontør.

Derfor arbejder de ikke sammen til hverdag, og de var hverken private venner eller særligt gode kolleger, da Henrik Harding Nielsen tilbød Brian Andersen sin ene nyre.

- Jeg ved ikke helt, hvor det kom fra, men jeg mente det. I min familie er det nærliggende at hjælpe, hvis man kan. Så hvis jeg kunne redde Brians liv, hvorfor skulle jeg så ikke tilbyde min hjælp?

I begyndelsen troede Brian Andersen ikke, at Henriks tilbud stod ved magt. Han tænkte, at det bare var et udtryk for medlidenhed.

Men Henrik Harding Nielsen mente det.

Jeg får livet tilbage igen

Brian Andersen

Så da Brian Andersen fik at vide, at han godt kunne blive transplanteret, tog Henrik Harding Nielsen til undersøgelse for at finde ud af, om der var et match.

Og det var der i den grad. I oktober fik kollegerne beskeden om, at der faktisk nærmest ikke kunne have været et bedre match mellem dem.

- Det var et held i lotteriet. Det kunne lige så godt have været, at det ikke passede, siger Henrik Harding Nielsen.

Datoen er sat

De to kolleger er nu i gang med de sidste forberedelser, inden de begge skal under kniven. Tirsdag 14. januar bliver Henrik Harding Nielsen en nyre lettere og Brian Andersen en tungere.

For Brian Andersen betyder det, at han kan leve et liv uden at skulle bruge 14 timer om ugen på at få dialyse.

Brian Andersen er på sygehuset tre dage om ugen, hvor han i 4,5 time får dialyse. Både inden og efter behandlingen er han meget træt og udmattet.

Når Henrik Harding Nielsen er kommet sig over operationen, vil transplantationen ikke have betydning for hans liv – med mindre han selv får nyresvigt.

Det er dog ikke en risiko, han er bekymret for.

- Jeg tror ikke, man skal gå og spekulere på, at man måske bliver syg, siger han.

De to kolleger mener dog godt, at vi kan spekulere mere over organdonationer i det hele taget.

Flere hundrede på venteliste

Ifølge Dansk Center for Organdonation var der 477 danskere på venteliste til at få et nyt organ ved udgangen af 2018. 405 af dem ventede på en nyre.

60 procent af de mennesker, der hvert år bliver nyretransplanteret, får nyren af en afdød organdonor. Resten doneres af familiemedlemmer eller venner, skriver Nyreforeningen.

Hvis flere længere ude i bekendtskabskredsen overvejede at donere den ene af deres nyrer til en nyrepatient, kunne mange flere blive hjulpet, mener Brian Andersen.

- Man behøver ikke være i familie for at kunne donere en nyre. Matchet kan sagtens være ude blandt andre mennesker, og man kan sagtens leve med en nyre, siger han og understreger, at det gør en verden til forskel.

- Jeg får livet tilbage igen.

Se hele interviewet med Brian Andersen og Henrik Harding Nielsen i ’Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.