GO'

41-årig har tabt sig 200 kilo – før var han en af Danmarks tungeste

Kaare Bach Toft har med en operation og livsstilsændring smidt 2/3 af sin egen kropsvægt – men ikke uden store tilbagefald.

Når Kaare Bach Toft går ned ad gaden og møder gamle venner, sker det ofte, at de bare går forbi ham.

Men han kan godt forstå dem.

For når han ser sig selv i spejlet, kan han også have svært ved at genkende sig selv.

41-årige Kaare Bach Toft vejede for ti år siden over 300 kilo – over 200 kilo mere, end han gør i dag.

Det store vægttab skyldes ikke slankekure og hurtige løsninger.

Det har været et hårdt maraton at smide de mange kilo, fortæller han i ’Go’ morgen Danmark’.

Her ses Kaare Bach Toft i 'Go' morgen Danmark', hvor han havde medbragt noget af det tøj, han brugte engang.

Var en af Danmarks største

Da Kaare Bach Toft vejede mest, fik han at vide af lægerne, at han var et de tungeste mennesker i Danmark.

Selv gjorde det ham ikke så meget, for han havde et godt liv.

- Det var ikke noget, jeg tænkte over. Jeg havde et godt arbejde og en sød kæreste, og jeg var fodboldtræner for dejlige drenge og piger. Og jeg er aldrig blevet mobbet, og min skoletid var god, fortæller Kaare Bach Toft.

Men det var til tider svært at være så stor, som han var, lyder det.

Min egen læge sagde: "Du har tre til fire år tilbage at leve i"

Kaare Bach Toft, marketingschef

Han kunne ikke sidde i stole med armlæn, hans bil gik ofte i stykker, fordi støddæmperen blev slidt ned i den side, han sad i, og når han skulle flyve, måtte han bestille et dobbeltsæde.

- Den lokale pizzamand, som jeg besøgte rigtig meget, ville gerne sælge pizza til mig, men han krævede, at der var fire havestole ovenpå hinanden, når jeg satte mig, for ellers ødelagde jeg simpelthen stolene, fortæller Kaare Bach Toft i 'Go' morgen Danmark'.

Her ses Kaare Bach Toft, da han vejede 200 kilo mere, end han gør i dag. Han vejede sig sjældent, men han anslår selv, at han vejede over 300 kilo, da han vejede mest.

Til sidst fik lægens opfordring og familiens bekymring ham dog til at begynde sit vægttab.

De var alle bekymrede for, om fedmen ville koste ham livet, lyder det.

- Min egen læge sagde: "Du har tre til fire år tilbage at leve i". Der tog jeg så beslutningen, siger Kaare Bach Toft.

"Operationen kan koste dig livet"

Kaare Bach Toft fik som 30-årig foretaget en gastrisk bypass-operation i december 2009 for at hjælpe med vægttabet - en operation, hvor mavesækken indsnævres, eller hvor man direkte fjerner noget af den.

Det var et alvorligt indgreb, fordi han var så stor, som han var, husker Kaare Bach Toft.

Fakta om fedmeoperationer

Den hyppigst udførte fedmeoperation i Danmark kaldes en gastrisk bypass.

Her bliver størstedelen af mavesækken og tolvfingertarmen skåret fra, så maden føres direkte ned i tyndtarmen.

Det betyder, at der optages mindre næring, og man taber sig. Men samtidig er det sværere at optage vigtige vitaminer og mineraler. Derfor må man have intravenøse tilskud.

I de seneste år har flere patienter foretrukket de mindre omfattende fedmeoperationer, såsom gastrisk sleeve og gastrisk banding.

Siden 2011, hvor adgangen til fedmeoperationer blev skærpet, er antallet af operationer faldet.

Et par timer inden operationen, fik han at vide af overlægen, at han med stor sandsynlighed ikke ville vågne op igen, fordi han var så stor, som han var.

Ifølge overlægen kunne operationen gå tre veje, når de først havde åbnet ham:

De risikerede, at de måtte opgive at operere ham, fordi han var for fed, operationen kunne blive en succes, eller så ville den koste ham livet. Og det sidste scenarie var det mest sandsynlige, lød det.

Men for Kaare Bach Toft var der ingen vej tilbage. For hvis han ikke tabte sig, kunne det også koste ham livet.

- Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle jeg. Det var det eneste rigtige at gøre, siger han selv.

Her ses Kaare Bach Toft inden operationen.

Har haft flere tilbagefald

I tiden efter operationen var det nemt for Kaare Bach Toft at smide kiloene.

Han fik hurtigt opstillet nogle realistiske delmål for sig selv og ændret sin kost.

De første 12 måneder tabte han sig 36 kilo.

Her ses Kaare Bach Toft i årene efter operationen, hvor han havde relativt nemt ved at tabe sig.

Kaare Bach Toft har gennem årene dog også haft flere store tilbagefald. Hver gang tog han på ganske få måneder mellem 20 og 30 kilo på.

- Det gik hurtigt, siger han.

Det har lært ham, at det også er okay at fejle. Man skal bare ikke give op - men fortsætte fra det sted, man er, lyder det.

- Du har ikke tabt kampen, bare fordi du får et tilbagefald. Mit seneste tilbagefald skete, fordi jeg ikke havde kontrol og fokus på mig selv, siger Kaare Bach Toft.

De første mange måneder var det alene en ændring i kosten, der gjorde, at Kaare Bach Toft tabte sig, fordi han var for stor til at dyrke motion. Senere begyndte han dog også at motionere.

Sådan holder han vægten i dag

Kaare Bach Toft er stadig glad for mad, men for ham har det virket at ændre sin mentalitet omkring det, han spiser og gør.

I dag er hans mavesæk normal igen, så det er vigtigt, at han selv har lyst til at spise sundt og røre sig, lyder det.

Derfor anbefaler den 41-årige, at man mærker efter og bruger tid på at finde og dyrke de ting, man selv kan lide. Slankekurene vil han ikke anbefale.

- Mærk efter, hvilken sund mad du kan lide, og hvilken motion, du synes, er spændende. Det afhænger jo fuldstændig af den person, man er. Og lad vær med at slå dig selv oveni hovedet, siger Kaare Bach Toft.

Det virker ikke.

I stedet skal man tro på sig selv og gerne fortælle omverden om sine successer og mål, for den positive opbakning er guld værd, lyder hans bedste råd.

- Man kan ikke komme igennem det her alene, siger Kaare Bach Toft.

Se hele interviewet med Kaare Bach Toft i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY

Kaare Bach Toft fortæller, at hans hustru, Tina, har været en enorm støtte. Her ses de sammen til et DHL-løb. Den positive opbakning er guld værd, lyder det.
Kaare Bach Toft fortsætter med at sætte nye mål for sig selv. Han træner tre til fire gange om ugen og tester sin krop for at se, hvad den kan holde til. Næste mål er at gennemføre en mindre udgave af en triatlon med løb, cykling og svømning.