Coronavirus

19-årig dansker fanget i England – bliver hun smittet, kan hun dø

Camilla Tindal håber, at hendes situation kan inspirere andre til at finde en ekstra styrke og udholdenhed.

14 dages isolation.

Det kan være nok til at få de fleste til at gå ud af deres gode skind.

Men for 19-årige Camilla Tindal er isolationen på ubestemt tid.

Siden december har hun og hendes mor, Rikke Tindal, boet i Cambridge i England, hvor de lige nu venter på, at Camilla Tindal kan få en livsnødvendig transplantation.

Der kan gå mange måneder, før den rigtige donor dukker op - og selv efter transplantationen må de vente, indtil coronakrisen er på tilbagetog, før de kan komme ud af isolationen og tilbage til Danmark.

For bliver Camilla Tindal smittet med covid-19, kan hun dø.

Det fortæller de i 'Go' morgen Danmark'.

Camilla Tindal og hendes mor glæder sig til at blive genforenet med venner og familie, men de holder humøret højt. De har en uskreven regel om, at de altid skal have noget at grine af.

Lider af sjælden sygdom

Camilla Tindal lider af den sjældne lidelse, Morbus Hirschsprung, som skyldes manglende nerveceller i større eller mindre dele af tarmen.

Hun skal derfor igennem en omfattende operation, hvor hun får transplanteret både lever, tyktarm og bugspytkirtel.

Risikoen, for, at Camilla Tindal kan blive smittet, og de lukkede landegrænser, gør, at de ikke kan få besøg af venner og familie i England.

Ikke desto mindre så forsøger de at holde fanen højt og få det bedste ud af situationen.

Camilla Tindal har tidligere, som 5-årig, været igennem et lignende indgreb. Her ses hun sammen med sin far, Michael Hansen, på hospitalet.

Hjemme i Danmark står en lang række af venner og familie heldigvis klar til at hjælpe til, hvor de kan.

De kan ikke banke på Camilla Tindals rude og vinke, men de gør alt fra at passe hendes hund, Cookie, til at sende slik, små pakker og fornødenheder til England.

- Vi er nødt til at få sendt tøj herover, og jeg har heldigvis en mega dejlig veninde, som gider at finde tøjet frem, fortæller Camilla Tindal.

Hjælpen er tiltrængt, for hun og hendes mor må i princippet ikke gå ud.

Vi må ikke gå ud og handle, vi skal have alle varer leveret, og vi må ikke komme ind på sygehuset

Rikke Tindal, salgschef

Lukket inde i lejligheden

For nyligt er Camilla og Rikke Tindal blevet flyttet til deres egen lejlighed i Cambridge, hvor de kan være fuldkommen isoleret.

- Vi må ikke gå ud og handle, vi skal have alle varer leveret, og vi må ikke komme ind på sygehuset, fortæller Rikke Tindal.

Særligt er indkøb en udfordring, for der er lange ventelister til online supermarkederne i England, der i øjeblikket oplever stor efterspørgsel.

Derfor har regeringen i Storbritannien sendt et brev ud til særligt udsatte borgere, hvor man kan registrere sig på en hjemmeside. Oplysningerne bliver så givet videre til de store supermarkedskæder, som vil arrangere prioriteret hjemmelevering.

- Det er kaotisk. Vi har i øjeblikket ikke hørt noget fra dem endnu, så jeg bliver nødt til at gå ud og handle. For vi har ikke nogen, der kan handle for os, forklarer Rikke Tindal.

Camilla og Rikke Tindal har et tæt forhold og tilbringer ekstra meget tid sammen i øjeblikket, hvor de er isoleret i England.

Vi har en uskreven regel om, at vi altid skal have noget at grine af

Camilla Tindal

Holder humøret højt sammen

Det er endnu uvist, hvornår Camilla Tindal kan få sin transplantation og så småt begynde at gøre sig forhåbninger om at komme tilbage til Danmark.

- Det er ikke noget, de kan sige så meget om. Men jeg ved, at jeg ligger rimeligt langt oppe på ventelisten, siger den 19-årige.

De glæder sig begge til, at de kan blive genforenet med venner og familie, men indtil da forsøger de at holde humøret højt.

- Vi griner meget. Vi har en uskreven regel om, at vi altid skal have noget at grine af - og så taler vi meget sammen. Også om dem, vi savner, siger Camilla Tindal.

Hun vil ikke have, at folk skal have ondt af dem, for det har hun ikke selv.

Tværtimod har Camilla Tindal valgt at dele sin historie for måske at give en inspiration, der kan gøre andre i stand til at mobilisere ekstra styrke og udholdenhed i en svær tid.

For hvis hun kan klare flere måneder i isolation, så virker fjorten dage til sammenligning måske mere overkommeligt, lyder det fra den 19-årige og hendes mor.

Se hele indslaget om Camilla Tindal og hendes mor 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY