GO'

23-årig husker ikke sit liv efter ulykke: - Uden Facebook ville jeg ikke vide, hvem jeg kendte

Fredrik Borellis besøgsliste var den længste, lægerne havde set. I dag er de fleste venner væk. Det ses ofte, lyder det fra neuropsykolog.

Scroller man igennem Facebook, så har de fleste af os et hav af bekendtskaber.

Det er også tilfældet for 23-årige Fredrik Borelli.

Den eneste forskel er bare, at han ikke kan huske, hvem hans venner er.

En majmorgen i 2017 forsvandt alle minder fra Fredrik Borellis hukommelse - efter en alvorlig motorcykelulykke, der nær havde kostet ham livet.

Ulykken resulterede i en hjerneskade og sendte ham i 100 dages koma.

Da han vågnede fra den, havde han stort set ingen erindring om, hvad der var sket, og hvem han var.

I dag, tre år efter ulykken, har Fredrik Borelli gjort store fremskridt - større, end lægerne troede var muligt.

Men hukommelsen er ikke vendt tilbage, og kredsen af venner er skrumpet ind.

- Hvis det ikke var for Facebook, så tror jeg ikke, jeg ville vide, hvem jeg kendte, eller hvem jeg nogensinde havde kendt, fortæller Fredrik Borelli i ‘Go’ morgen Danmark’.

Fredrik Borelli har kæmpet en sej kamp for at kunne gå igen, og han er nu flyttet i egen lejlighed, men hukommelsen er stadig væk, og det har påvirket hans relationer, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.

Med ulykken forsvandt vennerne

På mange fronter er det gået den 23-årige Fredrik Borelli godt.

- Jeg fik at vide, at hvis jeg nogensinde ville komme til at gå, så ville det være med gangstativ, fortæller han.

Det er lykkedes for Fredrik Borelli at gøre lægernes bange anelser til skamme, og for en måned siden var han ude at løbe sin første tur siden ulykken - uden nogen hjælpemidler.

Minderne og vennerne savner han dog meget, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.

Jeg higer virkelig efter den her sociale kontakt

Fredrik Borelli, under genoptræning

Inden ulykken var han en social ung mand og havde mange forskellige bekendtskaber fra folkeskolen, efterskolen, gymnasiet og livgarden.

Derfor var der efter ulykken mange mennesker, der gerne ville ind at besøge ham.

Her ses Fredrik Borelli under sin indlæggelse efter ulykken.
Fredrik Borelli lå i koma i 100 dage. Besøgslisten var den længste, lægerne nogensinde havde set, fortæller Fredrik Borelli. I dag er de fleste venner væk.

- Da jeg var indlagt, sagde de, at min besøgsliste var en af de længste, de nogensinde havde set, og det blev jeg meget stolt af, siger den 23-årige.

Men det har været en udfordring for Fredrik Borelli at pleje de venskaber, han i bund og grund ikke kan huske, at han har haft.

Hukommelsestabet har betydet, at størstedelen af omgangskredsen er faldet fra, og han lider stort socialt afsavn.

- Hvis jeg slettede min facebookbruger og startede en ny, så ville den nok have to facebookvenner, som jeg reelt snakker med. Det er ikke så imponerende. Jeg higer virkelig efter den her sociale kontakt, fortæller Fredrik Borelli.

Mange oplever, at de har svært ved at følge med i det tempo, som vennerne kører

Anja Ida Hansen, neuropsykolog

Neuropsykolog: "Der sker en frasortering"

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen findes der ikke præcise tal for, hvor mange der bliver ramt af akut opstået hukommelsestab eller amnesi, som det også hedder.

Desværre er det dog meget normalt, at særligt unge oplever, at vennerne falder fra efter en hjerneskade og et hukommelsestab.

Sådan lyder det fra Anja Ida Hansen, der er selvstændig neuropsykolog.

Hun har tidligere arbejdet på Center For Hjerneskade og Hvidovre Hospitals Afdeling for Højt Specialiseret Rehabilitering.

- Der sker en stor frasortering. Mange oplever, at de har svært ved at følge med i det tempo, som vennerne kører. Man skal måske gå hjem, inden festen er slut, og har problemer med det sociale og med at holde fast i vennerne, forklarer hun.

Ifølge neuropsykologen er det derfor vigtigt, at man som pårørende til en hjerneskadet sørger for at tage kontakt. Også selvom man oplever, at initiativet til kommunikationen ikke går begge veje.

- Snak med den ramte om, hvad behovet er. Det kan for eksempel være rart at mødes om en aktivitet, hvor man ikke taler så meget om gamle dage, men hvor man kan være til stede nu og her, siger Anja Ida Hansen.

Det at have en omgangskreds er ikke noget folk tænker over, for det er jo en selvfølge

Fredrik Borelli

Drømmer om et større netværk

Fredrik Borelli føler, at han så småt begynder at indhente sine jævnaldrende.

De fysiske fremskridt betyder, at han i langt højere grad kan klare sig selv, og derfor er han flyttet i sin egen andelslejlighed i Næstved, hvor han er vokset op.

Og det sociale liv, der er i andelsforeningen, passer Frederik Borelli rigtig godt.

- Folk er totalt flinke. Der er møder, hvor vi skal stemme om ting til foreningen, julefrokoster og grillaftener. Det er rart, for jeg kender jo sådan set ikke rigtig nogle mennesker, siger han.

Her ses den lejlighed, som Fredrik Borelli er flyttet ind i.
Fredrik Borellis lejlighed ligger i vinkeafstand til hans mor, der bor på den anden side af gaden.

I øjeblikket går Fredrik Borelli og venter på at komme i arbejdsprøvning.

Han ser frem til den dag, han forhåbentligt får et arbejde og derigennem kan skabe flere relationer.

Hvilke interesser han havde inden ulykken, husker han ikke, men han er klar over, at omdrejningspunktet har været noget socialt. Og når man spørger til hans fremtidsdrømme, er det også det sociale liv, der vægtes højt.

- Min vildeste drøm er at have et socialt netværk. Det at have en omgangskreds er ikke noget folk tænker over, for det er jo en selvfølge at have nogle at ringe eller skrive til, siger Fredrik Borelli.

Se hele indslaget med Frederik Borelli på TV 2 PLAY.