Den ene har brugt mundbind i 6 måneder - den anden nægter at tage det på
Debatten om mundbinds effekt splitter danskerne. Der er dog studier, som stærkt antyder en effekt, siger professor i virussygdomme.
Siden Sundhedsstyrelsen kom med en opfordring til at bære mundbind i fyldte toge og busser, har argumenterne for og imod mundbind præget debatten.
To danskere, der har hver deres holdning til brug af mundbind, er Heidi Skov Lyneborg og Rikke Topp.
Heidi Skov Lyneborg, der har diabetes og en lungesygdom, har båret mundbind siden marts for at beskytte sig selv og andre - også selvom hun har oplevet, at det har provokeret andre.
Rikke Topp er til gengæld en af dem, som ikke vil dække sit ansigt med et mundbind - ikke før det bliver et påbud.
Hun har brug for, at det bliver påvist, at mundbindene har en effekt, så der ikke opstår en falsk tryghed.
- Frygten må ikke løbe af med os og tvinge folk til at bære mundbind, siger Rikke Topp i ‘Go’ morgen Danmark’.
Professor: Studier antyder en effekt
Rikke Topp tror ikke, at mundbindene har en positiv effekt.
I værste tilfælde kan de være skadelige for immunforsvaret, frygter hun.
At mundbindene har en effekt mod smitte af coronavirus, er professor i virussygdomme, Allan Randrup Thomsen, dog overbevist om:
- Der er studier, som klart antyder, at der er en effekt. Det er svært at studere, så vi har ikke beviser, der er hugget i sten, men samlet set peger alle data i den retning. Desuden må man huske, at fraværende bevis er ikke bevis for fraværende effekt, siger han.
For Allan Randrup Thomsen er det et forsigtighedsprincip, og derfor bakker han op omkring at anbefale mundbind i situationer, hvor mange mennesker er samlet.
Han afviser ligeledes og kalder det hypotetisk, at mundbindene skulle have en negativ effekt på folks immunforsvar, som Rikke Topp frygter:
- Det er ikke sådan, at man skal have det på hele tiden. Man skal kun bruge mundbind i særlige situationer. Så vil jeg ikke mene, at det kan give problemer, siger Allan Randrup Thomsen.
"Folk hoster mig op i hovedet"
Heidi Skov Lyneborg er en af de danskere, som er i risikogruppen.
Hun er overbevist om, at mundbindene har en positiv effekt, og derfor har hun båret dem, siden corona-virussen kom til Danmark - også selvom det har haft konsekvenser for hende de seneste seks måneder, lyder det.
- Jeg har fået mange grimme reaktioner fra især mange midaldrende mænd, der var provokerede af mit mundbind. Jeg blev kaldt "idiot" og "opmærksomhedssøgende", og nogle gik hen og hostede mig i hovedet, fortæller hun.
Heidi Skov Lyneborg oplever dog også, at det er blevet mere acceptabelt at bære mundbind.
For folk har skiftet holdning, lyder det.
- Nu oplever jeg, at folk kommer og siger: "Okay, det, du gjorde dengang - det var jo faktisk klogt." Jeg har også fået omvendt nogle. Mine døtre er begyndt at bære mundbind, når de skal ud offentlige steder. Nu er jeg ikke længere bare den tossede mor eller moster i familien, siger Heidi Skov Lyneborg.
Se hele interviewet med Rikke Topp og Heidi Skov Luneborg på TV 2 PLAY.