Ny test kan give svar på 15 minutter - ekspert kalder det en "game changer"
Testen kan betyde, at vi kan få et lidt friere liv, lyder det fra epidemiolog.
Åbn munden og sig “ahhh”.
Det er en sætning, som næsten 2,4 millioner danskere har hørt mindst én gang det seneste halve år, når de er blevet testet for coronavirus.
Men mens selve testen bare tager fem minutter, kan der være flere dages ventetid på en test og derefter tre dages ventetid på et resultat.
Men det kan en nyudviklet test nu lave om på.
Den nye test er en såkaldt antigentest, som sporer antigener i halsen og ikke antistoffer eller nukleinsyre, som testen, vi kender, gør i dag.
Giver hurtigere opsporing
En af dem, som virkelig ser muligheder i den nye coronatest, er Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.
- Noget af det, som vi er interesserede i er, at man meget hurtigt kan afgøre, om en person er smittet, så vi meget hurtigt kan få fat i de personer, som vedkommende har haft kontakt med de seneste par dage, lyder det fra epidemiologen i 'Go' aften LIVE'.
Til hverdag forsker Viggo Andreasen i, hvordan tests kan bruges til at begrænse smittespredning, og han er ikke i tvivl om, at hurtigere resultater virkelig vil være en game changer, når det kommer til at holde coronasmitten nede.
Ventetiden holder skolelærere hjemme
Et af de steder, hvor man godt kunne bruge hurtigere prøvesvar, er på Skolen på Strandboulevarden i København.
- Siden august, hvor vi åbnede igen, har vi konstant haft en til to medarbejdere hjemme med symptomer, siger Lars Aaberg, der er skoleleder på Skolen.
Men den nye coronatest ville gøre det muligt for lærerne at komme hurtigere tilbage bag katederet, hvis de vel at mærke bliver testet negative, og hvis Københavns Kommune vil betale 350 kroner for testen, lyder det.
Testen giver nemlig svar allerede efter 15 minutter.
Viggo Andreasen kan eksempelvis godt se, at testen virkelig kan bidrage på en folkeskole som Lars Aabergs, hvor hurtige svar kan være afgørende.
Han forklarer dog samtidig, at den nye test ikke har samme sikkerhed, som den vi kender fra de danske testcentre rundt om i landet.
Derfor anbefaler han ikke, at man skifter testene i de hvide telte ud endnu, da den nye test kan teste personer positive, selvom de ikke er det.
- Man er nødt til at få afprøvet de her tests noget bedre. Der står i producentens papirer, hvordan den virker i laboratoriet, ikke hvordan den virker i praksis. Så vi er nødt til at lade lægerne eller Statens Serum Institut finde ud af, hvor godt de her tests virker, forklarer Viggo Andresen.
Den gratis test, alle danskere lige nu kan tilmelde sig, er mindst 99 procent sikker, mens den nye antigentest vurderes at være 95-96 procent sikker.
Tjent hjem på en dag
Antigentesten, der kan give svar på et kvarter og koster 350 kroner, vil i høj grad gøre en forskel på skoleområdet, fortæller Lars Aaberg, der er positiv over for testen.
- Det ville være mere rentabelt, helt klart. Allerede på førstedagen ville man have tjent sådan en test hjem. Det ville jo også betyde, at eleverne så deres faste voksne hurtigere, end de ellers ville have gjort, forklarer han.
Viggo Andreasen kan også se en fremtid i antigentesten, som kommer i et døgn, hvor mindst 49.000 danskere venter på svar på deres coronatests.
- Det vil betyde, at vi kan have lidt mindre social afstand, end vi har nu, og et lidt friere liv, siger han.
Se interviewet med Lars Aaberg og Viggo Andreasen i ‘Go’ aften LIVE’ på TV 2 PLAY