Randi Lind Knudsen og hendes lille familie.
Knæk Cancer

Da sygeplejersken så på den nybagte mors røntgenbilleder, fik hun tårer i øjnene: - Du skal tale med lægen nu

Efter at Randi Lind Knudsen igennem flere måneder havde presset på og insisteret, blev hun henvist til en røntgenundersøgelse i marts 2020.

En klar forårsmorgen mødte Randi Lind Knudsen op til mammografi.

Hun var i fint humør og småsnakkede med den muntre sygeplejerske, der skulle udføre røntgenundersøgelsen.

Randi Lind Knudsen fortalte om sin lille søn på tre og en halv måned. Hun fortalte om den hårde fødsel. Akut kejsersnit. Hun fortalte om et ammeforløb, der fra dag ét ikke fungerede. Hun fortalte om, hvordan hun nu var kommet sig over kejsersnittet og var klar til at være den mor, hun drømte om.

Alt imens forsvandt sygeplejerskens smil, mens hun kiggede på røntgenbillederne. Så kom små dråber vand frem i den inderste del af øjenkrogen.

- Du skal tale med lægen nu.

Randi Lind Knudsen er en af de danskere, der i år gæster 'Knæk Cancer' og fortæller om sit kræftforløb.

Et kræftforløb, som hun sammenligner med en triatlon, men som kom med en uventet besked. En besked, der truede med at sende hende til tælling.

Da hun blev mistænksom

Randi Lind Knudsen er 39 år og bor i Hørsholm i Nordsjælland med sin mand Mads Lind Knudsen og deres søn Theodor.

Parret mødte hinanden på Københavns Universitet, hvor Mads var forsker og Randi Lind Knudsen sad i sekretariatet. Mads Lind Knudsen specialiserede sig inden for børns ernæring, og han havde blandt andet undersøgt de positive effekter af, at børn får modermælk den første periode af deres liv. Viden som Randi igennem sit job også havde et indgående kendskab til.

Randi Lind Knudsen mødte Mads, da de begge var ansat på Københavns Universitet.

Randi Lind Knudsen blev gravid i 2019 og fødte Theodor i december samme år ved en kompliceret fødsel, der endte med at blive et akut kejsersnit.

Da Randi Lind Knudsen skulle amme sin nyfødte søn, fungerede det ikke. Den lille dreng fik ikke noget mælk ud af brysterne. Parret var frustrerede. De kæmpede i flere dage, indtil en sygeplejerske sagde, at de nok måtte acceptere, at Theodor skulle have flaske.

Med deres viden inden for spædbarnsernæring vidste både Mads og Randi, at modermælkserstatning i dag var et godt produkt, og de fandt hurtigt ro i beslutningen. Og mælken, der havde været i Randis bryster, begyndte i de efterfølgende dage at forsvinde.

Undtagen i det højre bryst. Der var en knude, der ikke rigtig forsvandt.

- Gentagne gange fik jeg at vide, at det var mælkekirtler. At jeg bare skulle massere på den, så ville den gå i sig selv, fortæller Randi Lind Knudsen.

- Så vi sad faktisk og masserede på knuden. Mads gjorde det, mens jeg sad og græd, fordi det gjorde så ondt. Jeg er ret ærgerlig over, at vi fulgte rådet, fordi jeg efterfølgende har fundet ud af, at det er en dårlig ide at massere på kræftknuder.

Da hun fik svar på røntgenbillederne

Randi Lind Knudsen havde altid været en aktiv person.

Hun dyrkede triatlon, og i 2016 gennemførte hun sin første Ironman. Ironman er en af de mest krævende discipliner inden for triatlon. Det indebærer først 3,8 kilometer svømning, så 180 kilometer på cykel, og derefter skal man løbe et maraton på 42,2 kilometer.

Randi Lind Knudsen under Ironman i København i 2017.

Ud over at dyrke triatlon løftede Randi Lind Knudsen også tunge ting med sin mand i crossfitlokalet. De var stærke sammen.

Det var de også den dag, hvor Randi Lind Knudsen havde været til mammografi.

Lægen havde fortalt Randi Lind Knudsen, at de havde fundet en skygge på røntgenbillederne af hendes bryst. For at være sikre på, hvilken slags knude der var tale om, skulle Randi Lind Knudsen have taget en biopsi på hospitalet.

Der gik en uge, fra at Randi Lind Knudsen havde været til mammografi, til at hun skulle ind for at få svaret på Rigshospitalet. En uge, hvor hun og Mads fik talt sig frem til, at det ikke var kræft i brystet.

- Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan vi fik overbevist hinanden om det. Men det stod jo ret hurtigt klart, da vi så mødte op på 10. sal den forårsmorgen, at vi ikke havde ret, siger Randi Lind Knudsen.

Da hun sad over for lægen

Det var en af de forårsmorgener, som er allerdejligst. Det var køligt, solen skinnede, og træerne var dækkede af nyudsprungne grønne blade. Fulde af liv.

Da Randi Lind Knudsen og hendes mand satte sig over for lægen, blev de mødt af nogle ord, som de aldrig glemmer.

- Som I nok har forberedt jer på, så har du kræft, sagde lægen til Randi Lind Knudsen.

Det havde Randi Lind Knudsen overhovedet ikke forberedt sig på.

Hendes mand Mads gik i sort. Han begyndte at græde.

Selv satte hun et skjold op, mens hendes fremtid med Mads og hendes lille dreng begyndte at blive sløret for hendes indre blik. Pludselig kunne hun ikke stille helt klart på de livsbegivenheder, som altid havde stået så skarpt. Ville hun se sin søns første skridt? Ville hun se ham tage sin første skoletaske på? Ville hun være der ved hans bryllup?

- Skal jeg dø af det?, spurgte hun lægen.

- Nej, det mener vi bestemt ikke.

- Okay, hvad er planen så?

Planen var i tre etaper. En triatlon. Det kunne Randi Lind Knudsen forholde sig til.

Først skulle hun have to forskellige slags kemo. Så skulle hun have en brystbevarende operation - altså en operation, hvor brystet ikke fjernes. Og til sidst skulle hun have stråler.

En uventet melding halvvejs igennem forløbet skulle dog vise sig at ændre hendes liv for altid.

Randi Lind Knudsen klippede sit hår kort, efter at hun havde fået beskeden om, at hun skulle have kemo. Så var der ikke ligeså meget hår, der kunne falde af.

Da hun skulle hoppe hovedkulds i

- Det tidspunkt, jeg mindst kan lide ved en triatlon, er, når jeg står og skal hoppe hovedkulds i vandet, siger Randi Lind Knudsen.

Mandag 20. april fik Randi Lind Knudsen for første gang skudt en mængde kemo ind i blodårerne. Starten var gået. Starten på en distance, som hun ikke selv havde tilmeldt sig, som hun ikke kendte længden på, og som kunne ende med at koste hende livet.

48 timer efter kemoen var Randi og Mads ude at cykle 40 kilometer på deres racercykler. Hun havde brug for at føle sig stærk. Hun blev ikke svimmel overhovedet, løj hun over for Mads.

De første omgange kemo fik hun med nogle ugers mellemrum. Det var den hardcore kemo, der slog hende fuldstændig omkuld, og den, der fik håret til at drysse ned over Theodor, når hun forsøgte at løfte ham op fra tremmesengen.

- Den aften græd jeg som pisket. Vi endte med at drikke et stort glas rosé og bestille sushi og en tid til at få en paryk, siger Randi Lind Knudsen.

Efter den hårde kemo begyndte hun på en anden slags, som hun skulle have hver uge. Hun følte derfor aldrig, at hun nåede at komme sig ovenpå hver indsprøjtning.

- Det var bare en nedadgående kurve. Jeg blev svagere og svagere, husker hun.

Hun kunne ikke længere være den mor, som hun gerne ville. Hun kunne ikke kravle rundt på gulvet med sin søn. Hun kunne ikke være nærværende.

Men for hver indsprøjtning rykkede operationen i det mindste tættere på. Anden del af hendes distance.

Og i det mindste ville begge bryster være intakte.

Randi Lind Knudsen blev gravid i 2019 og fødte Theodor ved akut kejsersnit i december samme år.

Brystkræft i tal

Brystkræft rammer først og fremmest kvinder men kan også ramme mænd. Det er den hyppigste kræftform blandt kvinder. Brystkræft udgør omkring 20 - 25 procent af alle kræfttilfælde hos kvinder.

Brystkræft rammer sjældent personer under 30 år og oftest kvinder over 60 år.

Hvert år får cirka 4000 danske kvinder og 25 mænd diagnosen. 

Mere end 1 ud af 10 kvinder får brystkræft i løbet af et helt liv.

Da hun fik beskeden

Da Randi Lind Knudsen kun havde tre kemoindsprøjtninger tilbage, besluttede hendes læge at afslutte behandlinger med kemo på grund af de følelsesforstyrrelser, som Randi Lind Knudsen oplevede i hænder og fødder.

Derimod blev hendes operationsdato fremrykket.

Jeg blev så vred. Der måtte være sket en misforståelse. Hun måtte kigge i den forkerte journal

Randi Lind Knudsen

Men da hun fredag 14. august kom ind til sin læge for at tale operationen igennem, fik hun en melding, som ændrede hendes liv.

- Det var endnu en smuk dag, og Mads og jeg gik hele vejen op til 10. sal. Det gjorde vi tit. På kontoret sad den læge, der nogle måneder forinden havde givet mig diagnosen. Jeg kendte hende ret godt efterhånden. Hun kiggede på sin skærm, og så sagde hun det.

- Vi havde håbet, at vi kunne have lavet en brystbevarende operation, men da der er metastaser i hele brystvævet, bliver vi alligevel nødt til at fjerne dit bryst, Randi, sagde lægen.

- Jeg blev så vred. Der måtte være sket en misforståelse. Hun måtte kigge i den forkerte journal. Jeg var rasende. Det var ikke mit stolteste øjeblik, husker Randi Lind Knudsen.

Men da Randi Lind Knudsen fik lov til at se lægens skærm, så ramte det hende.

Det var hendes cpr-nummer, der stod øverst.

Det var hendes højre bryst, der stod beskrevet i papirerne.

Det var hende, der skulle sige farvel til en kropsdel.

Da hun skulle sige farvel

Randi Lind Knudsen fik beskeden om, at hendes bryst skulle fjernes om fredagen. Operationen skulle finde sted torsdagen efter. Det betød, at hun havde fem dage til at tage afsked med en kropsdel, som hun havde haft, siden hun gik i puberteten.

- Hvordan gør man det? Er det noget med at skrive et brev? At holde en tale? Jeg vidste det ikke. Faktisk ville jeg nok bare gerne have det overstået, ventetiden var ulidelig, siger Randi Lind Knudsen.

Hun begyndte at kigge en ekstra gang på sine bryster, når hun kom ud fra badet. Hun havde altid godt kunnet lide dem. De var pæne og havde en pæn størrelse. Det var ikke gået op for hende, hvor meget af hendes femininitet, der sad i brysterne, før hun blev stillet overfor at skulle tage afsked med det ene.

I dagene op til operationen begyndte Randi Lind Knudsen at stoppe med at kigge på brystet. Ikke bevidst. Men det skete ligesom bare.

- Når jeg havde været i bad, undgik jeg at røre ved det højre bryst. Det var ikke noget, jeg tænkte over, da jeg var i det, men jeg afskar mig nok lidt fra det på forhånd, siger hun.

Og så prøvede hun at forestille sig, hvordan arret ville se ud. Og hvilket tøj hun ville kunne bære. På Rigshospitalet viste de hende proteserne. Det beroligede hende faktisk lidt.

Så blev det torsdag 20. august.

Da hun så arret

- Op til operationen var Mads og jeg egentlig i godt humør. Vi jokede, mens vi ventede.

Randi og Mads Lind Knudsen inden operationen.

- Men da jeg blev lagt på briksen for at få narkosen, gik jeg i panik. De kunne ikke finde min blodåre, og jeg er bange for nåle. Det hele væltede ned over mig. Jeg græd og hyperventilerede og kiggede bare direkte ind i Mads' øjne, siger Randi Lind Knudsen.

Operationen tog længere end forventet, da lægerne endte med fjerne alle lymferne i hendes armhule.

Så da Randi Lind Knudsen vågnede, var hun mere fokuseret på tiden, og hvad der havde forårsaget forsinkelsen, end på sit bryst.

Det var faktisk først, da sygeplejersken kom for at skifte forbindingen nogle timer efter, at Randi Lind Knudsen rigtig tænkte på det.

Randi Lind Knudsen efter sin operation.

Hun havde de seneste fem dage frygtet, hvordan arret ville se ud. Hun havde prøvet af forestille sig sin krop uden en af de kropsdele, som hun var gladest for.

Da forbindingen blev taget af, tænkte hun, at hun lige så godt kunne få det overstået. Hun skulle jo se det før eller siden.

- Der var ikke var nogen grund til at udskyde det, siger Randi Lind Knudsen.

Så hun kiggede ned.

Og begyndte at græde.

- Det var simpelthen blevet lavet så flot, siger Randi Lind Knudsen.

- Det var lettelsestårer.

Mads så også arret, og han syntes også, at det var virkelig pænt lavet. Parret kyssede.

Hun var ved afslutningen af anden del af sin triatlon. Den lange cykeltur, som altid havde været den del, der trak tænder ud.

Da hun skulle have svaret

15 dage efter operationen havde Randi Lind Knudsen igen en tid på Rigshospitalet til en snak med den læge, hun efterhånden kendte så godt.

Hun havde brugt ventetiden på at komme sig både fysisk og psykisk. Men hun havde også oplevet, at nogle billeder var begyndt at komme frem for hendes indre blik.

Nemlig billederne af Theodors første skridt. Billederne af hans første skoledag. Billederne af hans bryllup. Fremtiden var begyndt at blive klar for hende igen. Hun var begyndt at turde tro på den.

4. september skulle Randi og Mads have svaret på, om hun endelig kunne kalde sig kræftfri.

Derhjemme i parrets hus i Hørsholm ventede Randis forældre, hendes svigermor, hendes svoger og svigerinde og naboen, der altid havde været en kæmpe hjælp og støtte.

- Fik vi gode nyheder, ville de være der til at fejre, og fik vi dårlige nyheder, ville de være der til at græde med os, siger Randi Lind Knudsen.

Randi Lind Knudsen var allermest bange for, at det billede af fremtiden, som hun så småt igen var begyndt at turde se, ville blive sløret igen.

Da Randi og Mads satte sig i stolene over for lægen, var det overskyet uden for vinduerne på 10. sal.

Udsigten fra 10. sal på Rigshospitalet.

Men udsigten var stadig som ingen anden i København. Med den udsigt havde tusinder og tusinder fået beskeder, der for evigt havde ændret deres liv. Gode nyheder. Dårlige nyheder. Folk havde fået at vide, at de havde ti år, ét år eller ti dage tilbage med den udsigt, tænkte Randi Lind Knudsen.

Så smilede lægen.

- Som det ser ud nu, plejer vi at sige, at alt kræftvæv er væk.

Randi Lind Knudsen var kræftfri.

- Da vi kom hjem, var der kæmpe jubel. Folk var så glade. Og jeg var selvfølgelig også glad, siger Randi Lind Knudsen.

Naboerne fra de omkringliggende huse kom ud på vejen med prøvende ansigter og spørgende blikke. Hvordan var det gået? Kunne de juble? Og da Mads og Randi fortalte om svaret, blev naboernes lettelse råbt ud på villavejen.

Men... der var et men.

Da hun skulle løbe maratonet

Randi Lind Knudsen havde følelsen af, at naboerne, familien og vennerne stod og fejrede hende ved, hvad der for dem lignede målstregen. Nu var hun jo erklæret kræftfri.

Men Randi Lind Knudsen var kun to tredjedele af vejen. Hun havde fuldført svømmeturen - kemoen. Hun havde trampet sig hele vejen igennem de 180 kilometers cykling - operationen. Og nu stod folk og fejrede hende.

Men i hendes verden manglede hun stadig maratondelen. Den sidste og hårdeste del af distancen. For i triatlon var det altid på denne del af ruten, at hun var ved at give op.

Og det var ikke en mulighed på denne distance.

Der var den psykiske del, af det maraton hun stod overfor. At hun skulle lære sin krop at kende igen, og få hjernen til at forholde sig til kroppen med én kropsdel mindre.

Tør jeg gøre mig selv sårbar og for alvor forestille mig resten af mit liv, hvor jeg kan være mor for Theo og hustru til Mads?

Randi Lind Knudsen

Så var der tvivlen: Var hun for alvor kræftfri?

- Det var - og er - stadig svært at tro på, at de har fået det hele med. Tør jeg glæde mig for alvor allerede? Tør jeg gøre mig selv sårbar og for alvor forestille mig resten af mit liv, hvor jeg kan være mor for Theo og hustru til Mads?, siger hun.

Der var også den fysiske del af maratonet. Randi Lind Knudsen manglede nemlig stadig at få stråler. Strålebehandlingen skulle nedsætte risikoen for tilbagefald i det opererede bryst. Randi Lind Knudsen stod altså overfor at skulle have bestrålet det område, hvor brystet og lymfeknuderne sad.

Da hun var blevet bomstærk

I dag er Randi Lind Knudsen på vej igennem strålebehandlingen.

- Jeg har fået lavet 5 ud af 15 strålebehandlinger, og jeg får stråler hver dag, så heldigvis kan jeg snart se en ende på det, fortæller hun.

Randi Lind Knudsen og Theodor har tid til at være en masse sammen nu.

Hendes mållinje ligger dog stadig et godt stykke ude i fremtiden.

- Jeg tror, at jeg for alvor tør tage hænderne op og juble, når vi rammer etårsdagen for den dag, hvor jeg blev erklæret kræftfri. Altså til august 2021, siger hun.

Randi Lind Knudsen har efterhånden fundet sig til rette i sin anderledes krop og fremtoning. Hun var for nylig i svømmehallen med Mads og Theodor, og hun tog ikke et implantat i sin badedragt.

Og selvom det kan være grænseoverskridende, føler hun, at den distance, hun er i gang med, har ændret hende.

- Den kvinde, som jeg tager med mig videre, hun er bomstærk. Hun er så sindssygt stærk.