Coronavirus

38-årig formodes hjerneskadet på grund af covid-19

Det var surrealistisk at få at vide, at de mange senfølger kunne forklares med 15 læsioner i hjernen.

Da Maria Nielsen åbnede brevet fra hospitalet, blev hun noget overrasket over, hvad hendes hjernescanning kunne vise.

- Der stod, at nu havde de fået konklusionen på scanningen, og de kunne se, at der var læsioner i hjernen, som formodentlig kom efter covid-19. Det fortæller hun i 'Go’ aften LIVE'.

I marts fik Maria Nielsen første gang symptomer på coronavirus, og siden har hun døjet med konstant hovedpine, træthed, trykken for brystet, tinnitus, susen for ørerne og hukommelsesbesvær.

For Maria Nielsen har det været en hård omgang at blive smittet med corona, selvom hun er ung og ikke har nogen kroniske sygdomme.

Alligevel var det surrealistisk for hende at få at vide, at hendes mange senfølger nu kunne forklares med 15 læsioner i hjernen:

- Det var ret voldsomt at sidde derhjemme og tænke: ”Hvad betyder det så?”. Så kan Google godt blive ens værste ven, forklarer hun.

Senfølgerne har nemlig så stor effekt på Maria Nielsen, at hun sammen med sine læger tilbage i oktober besluttede, at hun skulle sygemeldes fra sit arbejde.

Tre ud af fire indlagte får senfølger

En ny undersøgelse fra Wuhan, hvor coronavirus sandsynligvis havde sit udspring, viser, at tre ud ud af fire, som har været indlagt med coronavirus, oplever senfølger, minimum et halvt år efter de bliver testet positive.

Og det er noget, som Ejvind Frausing, der er overlæge på Lungemedicinsk Sektion på Hvidovre Hospital og forsker i senfølger, kan genkende.

- Jeg oplever, at når vi snakker med de folk, der kommer på vores senfølgeklinik, er de meget bekymrede for, at der er noget helt rivruskende galt, og så er det godt, at vi kan berolige dem og sige, at det ser ud som hos alle de andre, lyder det.

"Vi har ikke nogen medicinsk behandling. Man kan ikke komme til lægen og få en pille for det her", forklarer Ejvind Frausing er overlæge på lungemedicinsk afdeling og forsker i senfølgerne fra corona.

Han forklarer, at de på senfølgeklinikken tager blodprøver, laver scanninger og måler patienternes lungefunktion, og på den måde kan de forklare de lungerelaterede senfølger.

Men han erkender også, at de ikke kan forklare alt såsom hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær og den enorme træthed, som mange fortæller, at de oplever:

- Der er mange andre gener, som vi har lidt sværere ved at forklare, men det er nok et eller andet overaktivt immunsystem, som i virkeligheden har været på spil, og som har lavet skader rundt omkring i kroppen, lyder det.

Sundhedsstyrelsens liste over senfølger

Sundhedsstyrelsen har lavet en oversigt over de forskellige typer af senfølger efter et sygdomsforløb med covid-19:

  • Udtalt træthed/fatigue
  • Åndenød
  • Muskelsmerter
  • Brystsmerter
  • Hoste
  • Tab af smags- og lugtesans
  • Hovedpine
  • Nedsat appetit
  • Ondt i halsen og synkebesvær
  • Svimmelhed
  • Nedsat muskelstyrke
  • Feber
  • Koncentrationsbesvær
  • Hukommelsesbesvær
  • Humørsvingninger
  • Søvnforstyrrelser
  • Smerter i arme og ben
  • Opkast og diarré
  • Udslæt på huden
  • Hjertebanken
  • Dysregulering af diabetes og hypertension

På vej tilbage

For Maria Nielsen har corona ramt hårdt, men der er lys forude.

Efter planen skal hun tilbage på arbejde til februar, og det ser hun frem til. Alligevel opfordrer hun alle til at tage covid-19 seriøst.

- Jeg oplever, at folk stadigvæk i stor grad tænker, at det er de ældre og de svagelige, vi skal passe på, men jeg er hverken ældre eller svagelig, og det ramte også mig ret hårdt. Så jeg vil stadig appellere til, at vi skal alle sammen passe på hinanden, siger hun.

Maria Nielsen blev indlagt, da hun var syg med corona, men hun kunne blive rask, uden at modtage ilt.

Og her bliver hun bakket op af Ejvind Frausing:

- Vi ved jo, at dødeligheden næsten udelukkende rammer de ældre, men med senfølgerne er det ikke det samme. Der kan man også blive ramt, selvom man er ung.

Se hele interviewet med Maria Nielsen og Ejvind Frausing i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY