GO'

Pretty Maids-forsanger uhelbredeligt syg af kræft

Ronnie Atkins har nået sit sidste mål og udgivet en soloplade. Nu drømmer han om at stå på scenen en sidste gang.

Da Ronnie Atkins fra bandet Pretty Maids fik konstateret lungekræft i efteråret 2019, kom det ikke som et chok for ham.

- Jeg har jo selv inviteret til det. Jeg har turneret i 40 år, og jeg har levet et rimelig festligt liv. Smøger er kræftfremkaldende, og det er alkohol også, så kombineret var det ikke sådan, at jeg sagde: ”Hvorfor mig?”, fortæller han i ‘Go’ morgen Danmark’.

Ronnie Atkins, hvis borgerlige navn er Paul Christensen, har siden 1980’erne turneret med heavy metal-bandet Pretty Maids.

Og spørger man, om han ville gøre noget om, er svaret klart:

- Nej, det ville jeg ikke, lyder det.

Sangeren satte sig to mål for, da han i 2020 fik beskeden om, at canceren var uhelbredelig. Nu har han nået sit første mål.

Har udgivet nyt album

I april satte han et mål om, at han ville indspille sin første soloplade.

Derfor har Ronnie Atkins valgt at bruge sin tid på at lave musik.

På trods af uhelbredelig kræft udgiver Pretty Maids-sanger i dag sit første soloalbum. Her optræder han med nummeret 'When Dreams are Not Enough' i 'Go' morgen Danmark'. Video: Thomas Jørgen Seerup

Han har altid skrevet sange og brugt musikken til at bearbejde ting på, og telefonen har været fyldt med sange, som han gerne ville nå at have ud, inden det var for sent.

- Det var ligesom min måde at fokusere på noget positivt og gøre det, jeg bedst kunne lide. Parkere sygdommen og putte alt det grimme væk for en tid, forklarer han.

Det startede med ondt i ryggen

Ronnie Atkins fik konstateret lungekræft i efteråret 2019.

Han blev opereret, fik stråleterapi 33 gange og gik gennem et forløb på tre måneder, hvor han var i kemoterapi.

Det var et totalt chok.

Ronnie Atkins, forsanger, Pretty Maids

Han blev erklæret rask i februar 2020, men seks uger efter fik han en nedslående besked. Canceren havde bredt sig til knoglerne, og kunne ikke helbredes.

- Det var et totalt chok. Det rev jo fuldstændig gulvtæppet væk under mig anden gang. vi fik besked, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.

Ronnie Atkins var her på festivalturné med det tyske metalband Avantasia, da han fik beskeden.

Kort efter blev verden ramt af coronavirus, og hjemme i Danmark begyndte han at arbejde på sin første soloplade, som netop er udkommet.

Men indspilningen bar præg af, at tingene var anderledes denne gang, hvor tiden var knap.

- Vi lavede demoerne først, og jeg sang vokalen, og så lavede man instrumenteringen bagefter, så det var fuldstændig omvendt af, hvordan man plejede at gøre det. Jeg følte, at jeg havde damoklessværd hængende over hovedet, forklarer Ronnie Atkins.

Vi har kun et skud i bøssen i det liv her

Ronnie Atkins, forsanger, Pretty Maids

Drømmer om en sidste gang

Ronnie Atkins har udlevet sin drengedrøm gennem 40 år, hvor han har turneret med sit band, og nu mangler han kun at udleve sit sidste mål:

- Jeg har en drøm om, at jeg gerne vil på scenen igen på en eller anden måde, lyder det.

Ronnie Atkins har dog et sidste budskab, som også fylder meget i hans musik.

- Vi har kun et skud i bøssen i det liv her, så det er med at leve i nuet. Lad være med det der: ”Det kan vi gøre, når vi går på pension”, slutter han.

Se hele interviewet med Ronnie Atkins i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY